Debat: »Københavnske bebyggelser er udført som amputerede karreer«

Karreprincippet er velegnet til at åbne op for både store og små bygherrer, som kan indpasses i en ligeværdig struktur. Det giver plads til alternative boformer med små private bygherrer og bofællesskaber, side om side med større private og almennyttige bebyggelser, som alle bidrager til opbygning af fælles gader med sammenhængende varierede facader i nogenlunde ensartet højde, som vi kender det fra den klassiske by.

Det forudsætter imidlertid, at karreernes gårdrum har en tilstrækkelig størrelse og en tilpas privathed som pendent til gadernes fælles byrum. Lige præcis her halter det i mange af de senere års københavnske byggerier. God gammel latin synes at være gået i glemmebogen.

Flere af de senere års københavnske bebyggelser er udført som amputerede karreer, hvor gårdrummene er for små og overdesignede. Der er indbliksgener mellem tætsiddende altaner, ligesom der mangler beskyttende overgange og afstand mellem stueetagernes private forhaver og det fælles gårdrum.

Toetages cykelparkeringer

Som eksempel kan nævnes den nye bebyggelse ved Bellacentret i Ørestaden, hvor de klemte gårdrum domineres af toetages cykelparkeringer og affaldsarrangementer. Der er ikke tale om dårlig arkitektur, men intentionen om at skabe københavnsk karrestemning kolliderer med bygherrens krav om en meget høj udnyttelse. Dette giver sig også udslag i at dele af de 4-6-etages karreer går op i 10 etager, med mørke gårdrum til følge.

Velfungerende klassiske karreer finder man for eksempel i Svømmehalskvarteret på Frederiksberg, som er et af Europas tætteste byområder med cirka 12.000 indbyggere per kvadratkilometer. De 100 år gamle karreer, som blev byfornyet i 1990’erne og 00’erne, blandt andet med nye gårdanlæg, er i dag så attraktive, at boligerne bliver solgt til langt højere kvadratmeter-priser end i mange nyere bebyggelser i Ørestaden og andre steder.

Opbygning af harmoniske gadefacader er en gammel arkitektdisciplin, som bør støves af og sættes i højsædet. Det er den bedste medicin mod at nye bydele kommer til at bestå af rækker af arkitektoniske kompositioner, hvor hver enkelt bebyggelse suboptimerer højder og udsigter.

I stedet bør der udvikles en helhed i bydelen, hvor højdeforskelle, tårnfremspring og solitære bygninger bruges til at understøtte og skabe fixpunkter og sammenhænge i bydelens struktur, til gavn for menneskers velbefindende og orientering i bydelen.

En ændret prioritering

Vægten bør flyttes fra den enkelte bebyggelse til helheden, så mennesker føler sig tilpas i byrummet, hvor man kan vælge at fokusere på bygninger og detaljer efter behov. Lige som når man bevæger sig gennem et af Københavns gamle brokvarterer.

Der er behov for en ændret prioritering i den fysiske planlægning, fra den individuelle bebyggelse hen imod den fælles helhed i byen, parallelt med en nødvendig bevægelse på det mentale plan væk fra det individuelle til det fællesskab, som er en forudsætning for et velfungerende demokrati.

Så kan man spørge om det er realistisk at planlægge og udvikle nye bydele på en måde, hvor kapitalinteresser og developere skal indordne sig under mere helhedsorienterede planlægningsrammer og en roligere udbygningstakt, som giver plads til dialog med mindre bygherrer og nye boligformer?

Lynetteholm skal have københavner-dna

Københavns overborgmester Frank Jensen har for nylig tilkendegivet, at Københavns Kommune ønsker nye og bedre vilkår for byudviklingen, en ny byudviklingsmodel hvor staten bidrager med mere økonomisk. Hvis det betyder, at det økonomiske pres på By&Havn bliver lettet, giver det måske håb om at blandt andet Lynetteholmen kan udvikles til en bydel med et helhedspræg og gode boliger. Det burde være et borgerkrav.

Københavns seneste nye bydele har taget identitet fra eksisterende bygninger og spor, som er blevet transformeret ind i bydelens nye helhed. Det gælder blandt andet Carlsberg og Nordhavnen. På Lynetteholmen vil der ikke være nogle historiske spor. Derfor vil det være afgørende, at Københavns Kommune holder fast i, at Lynetteholmens bebyggelse skal baseres på københavnsk dna, i form af en velproportioneret karrebebyggelse, en moderne udgave af den klassiske Københavnerkarre.

Ifølge kommunens planer bliver Lynetteholmen så stor (2,8 kvadratkilometer)) at der udover naturområder vil være plads til en klassisk bydel med Københavnsk DNA. Den viste tegning er et karakterstudie med et tænkt byudsnit på cirka 0,5 kvadratkilometer. Tegningen er baseret på følgende principper:

Varieret gridnet til mix af blandet anvendelse bolig/erhverv/service samt til mix af bolig- og ejerformer.

Karrebebyggelse i 5-6 etager med gennemlyste boliger med trappeopgange til gaden for at skabe liv og tryghed i de fælles byrum.

Grønne gårdrum på cirka 30 x 50 meter.

Gadenettet som fælles rumlige struktur, som løbende kan ændres i takt med ændringer i transportformer og andre behov som klimasikring med videre.

Høj arkitektonisk kvalitet med ”dogmeregler” for bygningers højder, facadelængder, bygningsintegrerede altaner, kreative hjørneudformninger, etc. Visuelle fixpunkter(landmarks) med enkelte højere huse.

Stueetager/ hjørner med udadvendte funktioner, butikker, cafeer etc.

Helhed i byplanen, i stedet for suboptimering af højder og udsigter i hver enkelt bebyggelse.

Harmoniske gadebilleder med sammenbyggede varierede facader bestående af små og større huse.

Central plads suppleret med lokale torve.

Parkering i kældre( biler, cykler mm.) i alle karreer.

Kort sagt: en tæt blandet og oplevelsesrig bydel omgivet af park, kanalmiljø og strand - en bydel der kan blive et godt sted at bo og arbejde, et mål for en spadseretur og forhåbentlig et sted, der kan lokke nogle af turisterne ud fra Københavns indre by.

• Kopiér link